Spring til indhold

Vestsjællands Brandvæsen indfører afbrændingsforbud

Med et tørkeindeks på 10 ud af 10 i hele Vestsjælland indfører Vestsjællands Brandvæsen nu forbud mod al afbrænding i det fri gældende fra onsdag den 4. juli 2018 kl. 12.00.
03.07.2018

Sommervejret i maj og juni 2018 har slået alle rekorder, og med en vejrudsigt, hvor man fortsat skal kigge langt efter regn i større mængder, er der nu en stor for risiko for alvorlige og omfattende naturbrande i Vestsjællands Brandvæsens område.

Derfor indfører det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen, som betjener kommunerne Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø, nu forbud mod al afbrænding i det fri gældende fra onsdag den 4. juli 2018 kl. 12.00.

Ifølge Lasse E. Hansen, chef for myndighed og forebyggelse i Vestsjællands Brandvæsen, er det den ekstreme vejrsituation, der tvinger Brandvæsnet til at indføre forbuddet:

”Vi oplever i øjeblikket en tørke, som vi ikke har set de sidste 25 år, og situationen bliver mere og mere kritisk dag for dag. Samtidig har vi de seneste dage har oplevet en stigning i udrykninger til naturbrande i Vestsjælland, hvorfor vi har besluttet at indføre et forbud mod al afbrænding," siger han.

Forbuddet omfatter afbrænding af halm inkl. frøgræshalm, afbrænding af bål, anvendelse af ukrudtsbrændere og lignende samt anvendelse af grill i naturen. Det er stadig er tilladt at anvende grill i private haver, såfremt grillen er placeret på et fast, ikke-brændbart underlag, som fx fliser eller lignende.

Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde i medfør af § 17 i bekendtgørelsen.

Forbuddet mod al afbrænding i det fri gælder indtil videre. Det vil blive oplyst på kommunernes og brandvæsenets hjemmesider samt til pressen, når forbuddet vil blive ophævet igen.

Pas på brand i den knastørre natur

For at undgå brand det fri har han følgende råd:

  • Undlad at smide cigaretskod i naturen
  • Undlad at parkere bilen i højt græs, da bilens udstødningssystem kan antænde det tørre græs
  • Brug kun grill på et fast, ikke brandbart underlag i lukkede områder, fx villahaver
  • Hav altid vand i nærheden, når du bruger grill, så en lille brand hurtigt kan slukkes, inden den breder sig
  • Vær ekstra opmærksom ved varmt arbejde i og omkring bygninger, fx ved svejsning af tagpap og lignende arbejdsopgaver
  • Rengør høstmaskiner dagligt, så risikoen for brand mindskes mest muligt
  • Orienter dig om, hvor der håndslukningsmateriel placeret og sørg for evt. altid at have et par kander med vand, en haveslange eller andet håndslukningsmateriel klar, hvis uheldet er ude

Hvis uheldet er ude

Er uheldet alligevel ude, skal du:

  • Ringe til 1-1-2 med det samme, hvis der er opstået brand, der ikke umiddelbart kan slukkes
  • Begræns/sluk branden i det omfang det er muligt, indtil brandvæsnet når frem
  • Tag imod brandvæsnet og anvis dem vej frem til branden

Fyrværkeri

Lasse E. Hansen oplyser, at brandvæsnet i forbindelse med udstedelse af tilladelser til festfyrværkeri forsat nøje vurderer hver sag. På grund af tørkesituationen kan man risikere at få nej til ansøgninger om brug af festfyrværkeri.

Få mere at vide

Hvis man er tvivl, kan man hente gode råd og vejledning på Vestsjællands Brandvæsens hjemmeside www.vsbv.dk.



Feedback

Sidst opdateret

03.07.2018

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin